Hvordan foregår en behandling

Når du kommer første gang starter vi med en kort samtale, hvor du fortæller hvorfor du er kommet og hvad du tror jeg kan hjælpe med.

Behandlingen forgår i undertøj, liggende på ryggen under et tæppe. Senere i behandlingen vil jeg måske bede dig om at vende om på maven.

I modsætning til megen anden massage tager kropsterapien udgangspunkt i din historie, dine følelser og dine tanker. Jeg tror på, at dine følelser lagrer sig i kroppen og giver sig til kende i form af sygdomme, spændinger og andre dårligdomme. Mange af følelserne ligger gemt i maven, hvorfor du vil opleve at jeg også behandler dig her, med både lette og lidt hårdere tryk.

Undervejs vil jeg guide dig i din vejrtrækning, som har stor betydning for hvor godt du kan slippe spændingerne.

Selve behandlingen er en pulserende massage med skift mellem milde og lidt dybere tryk. Jeg kommer som regel rundt på hele kroppen og bliver sjældent samme sted længe af gangen. Formålet er at sætte flow i kroppens energibaner, lymfe systemet og blodgennemstrømningen, så kroppen hjælpes til at helbrede sig selv.

Nogle oplever en forløsning i form af gråd eller lette kramper under sessionen. Behandlingen er dog på ingen måde dårligere selvom det ikke sker, da kroppen bliver ved at arbejde flere dage efter vi er færdige.

Hvordan har du det bagefter

Det er meget forskelligt fra person til person, hvad du kan forvente bagefter. Nogle går flyvende herfra, mens andre vil opleve at de bliver meget trætte i dagene efter. Humøret kan også skifte og måske får du let til tårer, er lalleglad eller hidsig.

Det er vigtigt at drikke godt med væske!

Er du i tvivl om noget er du altid velkommen til at kontakte mig.